Flash er død
Men det gælder kun de mobile browsere
Flash-haderne jublede, da Adobe for nylig meddelte, at de stopper al videre udvikling af Flash til mobile browsere. Men hvad betyder det egentlig i praksis?
Da Adobe meldte ud, at de ikke længere vil udvikle Flash til mobile browsere, blev det slået stort op i medierne, at Flash var lagt i graven, og at HTML5 nu endelig har vundet som en moderne standard, der virker på alle platforme.
Hvis jeg var Flash, ville jeg sige: “Rygterne om min død er stærkt overdrevne”. Lad os lige få sat et par ting på plads:
- Adobe har stoppet udviklingen af Flash Player til mobile browsere – ikke til almindelige pc’er. Dette giver god (forretningsmæssig) mening, da det står klart at Apple ikke vil åbne for Flash på deres iOS enheder, og at Microsoft heller ikke vil understøtte det på mobile enheder i Windows 8. Android brugere vil fortsat kunne anvende den nuværende Flash Player version.
- Flash lever i bedste velgående på 98% af verdens pc’er, og Adobe udvikler løbende desktop versionen. De har for nylig frigivet version 11, som kan udnytte pc’ens grafikkort til 3D grafik med fantastisk performance. At sige, at Flash er en gammel teknologi der bør udfases, er noget sludder. Det er en teknologi, der har udviklet sig over 15 år, som kan ting ingen andre kan, og som er let (og billig) at lave løsninger med.
- Det er ikke noget stort tab at undvære Flash til mobile browsere, da det i forvejen krævede en del optimering og fravalg af features for at kunne køre på svage processorer. De projekter, der var udviklet til desktop, kunne sjældent køre optimalt på mobil uden ekstra arbejde.
- Det er stadig muligt at bruge Flash til at udvikle apps til mobile enheder. Flashen skal bare konverteres til en native app. Dette leverer Adobe også værktøjer til. Nyeste udvikling er “native extensions”, som gør det muligt for en Flash app at bruge en hvilken som helst funktion på mobilen. Hermed forsvinder argumentet med, at Adobes konverteringsværktøj altid ville være bagud i forhold til de mobile OS versioner.
Write once – run (almost) anywhere
Jeg læste for nylig, at “Udviklerne vil gå efter formater, der duer på tværs af alle slags enheder”, og at HTML5 derfor ville slå Flash ihjel. Igen skal vi lige skille skæg fra snot.
Det er klart for alle, at “write once – run anywhere” filosofien for Flash’s vedkommende fremover ikke vil gælde mobile browsere. Men vi har sjældent udviklet kampagner, der uden tilpasning kunne køre på både mobil og desktop. Nogle tror, at det samme indhold vil give en god oplevelse på forskellige platforme. Men det har i virkeligheden altid været nødvendigt at tilpasse til processor, skærmstørrelser og inputmetoder for at få optimalt udbytte af den enkelte platform.
HTML5 er heller ikke altid Guds gave til udviklerne. Det kræver stadig video i tre formater eller Flash fallback, og det er stadig en umoden standard, der fungerer forskelligt i diverse browsere – selv på samme platform.
Lyder det bekendt? Ja sådan var det også for 10 år siden, da vi var nødt til at skrive forskellig kode til de enkelte browsere – eller kræve, at brugeren brugte en bestemt browser. Allerede dengang var Flash løsningen på den rodebutik af standarder, som hærgede internettet – og det er det egentlig stadigvæk. Bare ikke på mobil.
Ikke alt der glimter er HTML5
Når HTML5 gang på gang nævnes som alternativ til Flash, er det en sandhed med modifikationer. I virkeligheden er langt det meste animation og interaktivitet på nettet, som ikke er Flash, lavet ved hjælp af javascript (en teknologi, der har flere år på bagen end Flash) og i nyere browsere også CSS3 transitions.
Selv Adobes eget bud på et HTML5 animations værktøj, Edge, genererer en stor mængde HTML, javascript, CSS og json kode. Faktisk så stor, at det – selv ved et simpelt animeret banner – er svært at holde sig inden for de Kb begrænsninger, der i dag gælder for bannerannoncer.
I øvrigt er der slet ikke noget, der hedder HTML5 mere ;) Udviklerne af standarden har slet og ret omdøbt den til HTML, da de synes det er en levende standard, der ikke bør behæftes med versionsnumre.
I dette indlæg – og sikkert også andre steder – bruges HTML5 bare som en fællesbetegnelse for de teknologier, der tilsammen kan skabe nogle af de samme effekter, man ellers ville bruge Flash til.
Fremtiden
Fremover vil billedet blive mere fragmenteret. De mobile platforme vil fylde stadig mere i statistikkerne, og HTML5 vil på et tidspunkt blive moden nok til at overtage nogle af de områder, der i dag domineres af Flash, fx. bannerannoncer. Allerede nu kan man med fordel bruge HTML5 til simple animationer, logoer, vignetter o.lign.
Så selv om Flash i høj grad er i live, hvor hører det så hjemme i fremtiden? Iflg. Adobe selv vil Flash fremover have større berettigelse i “high-end” segmentet, dvs. mere avancerede multimedia løsninger med kombineret interaktion, lyd, animation, 3D, video, spil osv.

