Tør vi bruge Flash til onlinekampagner?

Det mobile internet boomer

Det mobile internet boomer, men enheder med iOS som fx iPhone og iPad understøtter ikke Flash-baserede websider. Betyder det, at vi skal droppe brugen af Flash i vores onlinekampagner for at ramme så bredt som muligt?

Du kunne lige så godt spørge, om vi skulle undlade at producere tv-reklamer, fordi nogle mennesker kun hører radio.

I bund og grund handler det om effekt i forhold til investering, så det optimale er at opnå så høj effekt som muligt på så mange brugere som muligt for så få penge som muligt.

Den største effekt opnås ved at engagere brugerne – jo længere tid, jo bedre – og nogle af de bedste værktøjer er interaktion, animation, lyd og video. Det, som Flash er allerbedst til.

Du kan godt tilnærmelsesvis opnå samme virkemidler uden brug af Flash, men det vil i sidste ende blive mere kompliceret og tage længere tid at producere (læs: dyrere). Og alligevel kræve Flash eller alternativt indhold som fallback til fx video.

Video alternativer

Video er i det hele taget et kapitel for sig i den debat. Når man taler om at erstatte Flash med anden teknologi (HTML5), drejer det sig stort set altid om visning af video. Problemet her er, at teknologien, der skal afkode og afspille videoen, skal være indbygget i selve browseren. Og der findes ikke nogen standard, der som Flash virker i alle browsere (minus iOS enheder, naturligvis ;).

Internet Explorer 8, den pt. mest udbredte browser, understøtter slet ikke HTML5, Firefox understøtter open source Ogg Theora-formatet, Safari (og dermed iOS) understøtter H.264. Googles Chrome understøtter flere af formaterne – plus deres nyligt frigivne On2 VP8 standard. Så hvis du vil vise video og ramme bredt – uden brug af Flash – skal du producere dine film i flere formater. Regn selv på det.

Mobile brugere

Hvis det er vigtigt for dig også at ramme den mobile målgruppe*, vil det være bedre at producere en separat løsning optimeret til mobile enheder og samtidig udnytte de muligheder, der ligger på den platform (gps, touch, accelerometer, kamera osv.) uden at gå på kompromis med effekten fra Flash-kampagnen, som de andre brugere oplever.

Og glem ikke, at de fleste mobile brugere også går hjem og sætter sig bag pc’en, så vi taler ikke om enten-eller, men om både-og.

Konklusion

Producér dine kampagner i Flash og få mest effekt for pengene. Brug evt. et mobilt optimeret alternativ. Men lad være med at nedgradere brugeroplevelsen (og effekten) til laveste fællesnævner for at få alle med.

(Bemærk: Vi taler her om kampagnesites, der skal fastholde og engagere brugeren. Hvis der er tale om et “almindeligt” website, kan det give god mening at producere en løsning, hvor det samme indhold også fungerer i mobile browsere).

* For at sætte tingene i perspektiv: I skrivende stund udgør Safari Mobile (iOS-enheder) ca. 2/3 af de mobile browsere i Danmark, men til gengæld udgør de kun lidt over 1 % af alle browsere.


Kilder:
http://gs.statcounter.com/#mobile_browser-DK-monthly-200909-201009
http://www.fdim.dk/Statistik/teknik/browserbarometer

Publiceret den 22/11 2010 af Henning Jorgensen

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive publiceret. Felter markeret med * skal udfyldes


*